Eksamenstid skaber kø foran københavnske læsesale

Eksamenstiden nærmer sig for de universitetsstuderende, og det kan mærkes på læsesalene i København. Fire af de største universitetsbiblioteker i København melder om studerende, der står i kø, når personalet åbner døren om morgenen.
 
Bibliotekskonsulent og udlånschef Bodil Koch fra Nationalbiblioteket ”Den Sorte Diamant” fortæller, at det ”vælter ind med studerende”, og at der, når eksamensperioden virkelig går i gang, er ”fuldt optaget alle vegne”.
 
Også på det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbiblioteks omkring 300 studiepladser er der ”fyldt op” i eksamenstiden, fortæller sektionsleder Christian Lauersen.
 
”Når det virkelig går for sig, så står de udenfor og venter om morgenen klokken otte, når vi åbner.”
 
Hos det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek (KUB NORD) står der ofte mange studerende og venter ude foran, fortæller førstebibliotekar Kira Stine Hansen.
 
”Når vi åbner dørene om morgenen, står der tit fyrre til halvtreds studerende foran.”
 
De studerende bliver kreative
Når der er allermest tryk på læsesalene op til eksamen, begynder de studerende at blive opfindsomme. Bodil Koch har oplevet, at de studerende har sat sig på trapperne på Den Sorte Diamant, fordi der ikke var flere almindelige pladser tilbage.
 
”Jeg har oplevet nogle gange, hvor de simpelthen har sat sig på trapperne for at kunne sidde herinde.”
 
På Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek fortæller Christian Lauersen, at de studerende på et tidspunkt har taget bibliotekets pilates-bolde i brug på grund af pladsmangel.
 
”Så begynder de at være kreative og sidde på luftbolde inde mellem bøgerne, og det er jo kun dejligt, at de kan finde ud af at bruge huset på forskellige måder.”
 
De studerende tænker også i alternativer på KUB NORD, hvor Kira Stine Hansen har oplevet, at nogle studerende ”har valgt at sætte sig på gulvet”, fordi der var fyldt på læsesalene.
 
Snart ikke mere plads
Nationalbiblioteket Den Sorte Diamant, der har over 500 studiepladser, udvides løbende med nye studiepladser for at følge med det voksende antal studerende. Bodil Koch fortæller, at de efter efterårsferien har fået 35 nye studiepladser og nu åbner læsesalene kl. 8 i stedet for kl. 9. Hun ”tror næppe”, der er plads til flere udvidelser, på trods af at der kommer flere og flere læselystne studerende.
Christian Lauersen mener heller ikke, der kan oprettes flere studiepladser på det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, fordi pladsen allerede er ”udnyttet optimalt” til de 160.000 besøgende, de har årligt.
 
”Vi kunne selvfølgelig godt bruge flere pladser, men man må også respektere, at huset nu engang har de kvadratmeter, det har.”
 
På KUB NORD sidder Kira Stine Hansen i øjeblikket og arbejder på at få flere studiepladser.
 
”Hvis jeg kunne udvide med 100 studiepladser, ville jeg være glad.”
 
Hun mener, der et stort behov for flere studiepladser på KUB NORD, fordi antallet af besøgende er ”gået op, op, op de sidste 2 år”. Men kapaciteten på 489 studiepladser har ikke fulgt med, da KUB NORD ”ikke har fået flere studiepladser”.
 
Studerende gider ikke tage til Amager
På KUB SYD oplever informationsspecialist på biblioteket, Jesper Mørch, at der godt kan være travlt i eksamensmånederne op mod jul, hvilket kan skabe kø om morgenen.
 
”Der kan godt stå sådan en fem til otte mennesker, især når vi når eksamensperioden”
 
Men de studerende i morgenens kø burde ikke have noget problem med at finde et sæde på en af bibliotekets omkring 500 studiepladser, for Jesper Mørch har i KUB SYD’s fire årige levetid endnu ikke oplevet fuldt hus.
 
”Der er mange der sidder og læser allerede nu, men når vi når til december, januar og foråret, så er der tæt på fuldt hus, men jeg har ikke oplevet endnu, at folk bliver nødt til at gå, fordi der ikke er en plads.”
 
Forklaringen tror Jesper Mørch til dels skyldes, at der ikke bor så mange af de studerende omkring biblioteket på Amager, og at der er en række mindre biblioteker rundt om KUB SYD, hvor de studerende også kan sidde.