Lang bustur koster lektietid

Mads Johansen Drost savner at springe op på cyklen og ræse af sted til skole. Han gik før på Humble Skole men er nu tvunget til at tage bussen til Ørstedskolen i Rudkøbing. Det betyder, at han kommer sent hjem, og når han også skal på arbejde i den lokale købmandsforretning, når han nogle gange ikke lektierne.

»Jeg når lige hjem fra skole, så skal jeg på arbejde. Klokken er ni om aftenen, før jeg er hjemme fra arbejde og klar til at gå i gang med lektier, og så orker jeg ikke længere at lave dem,« siger Mads Johansen Drost, som er 17 år og går i 10. klasse.

Sådan ser Mads’ tirsdag ud, men lektierne bliver også nogle gange et problem de andre dage. Den lange bustur hjem tager lang tid og tærer på energien. I de sene timer af skoledagen kan Mads ikke koncentrere sig, fordi han sidder og tænker på al besværet med at skulle hjem.

»Nogle gange gider jeg ikke mere, og det tager mere end en halv time, før jeg kommer hjem. Så sidder jeg og tænker på den der lange bustur i stedet for, det læreren siger,« fortæller Mads Johansen Drost.

Mads får masser af motion
Det er ikke noget problem, at Mads ikke får motion ved at cykle til skole, for han spiller basket og fodbold i et af frikvartererne hver dag i skolen. Derudover spiller Mads badminton i den lokale badminton klub en gang om ugen med sine venner.

»Jeg dyrker stadig meget sport, så på den måde savner jeg ikke cykelturen til skole. Men det var nemt at cykle de der tre km. i skole, og jeg var også i bedre form tidligere,« siger Mads Johansen Drost.  

Mads får rørt sig, men ikke alle hans klassekammerater dyrker sport, fortæller han. De tager også bussen nu og går glip af cykelturen til skole.
 

Læs også
Elever cykler ikke pga. skolelukning

Læs også
Folkeskoler i udkantsdanmark får bundkarakter