Fremtidens bilproducent kan hedde Apple

Den nære fremtid kan byde på en nytænkning af bilmarkedet. Om tre år vil det nemlig være muligt for forskellige designfirmaer at træde ind på markedet. Preben Mejer fra Innovation Lab mener, at særligt elbilmarkedet vil være interessant for firmaerne. 

»Elbilen er meget enklere i sin konstruktion end en traditionel bil – samtidig med, at den er teknisk avanceret,« siger Preben Mejer, der til daglig er bestyrelsesformand for Innovation Lab, der har specialiseret sig i at omdanne den nyeste teknologi til brugbare produkter.

Netop fordi konstruktionen af elbiler er enklere, så vil det være både let og billigt for andre firmaer end de traditionelle bilmærker at kunne producere de små biler. 

»En elbil er jo en forenkling af bilen. Der er ca. 40 procent færre bevægelige dele i en elbil, end der er i en traditionel bil,« uddyber Preben Mejer. Derfor er der større muligheder for at tænke kreativt, når elbilerne skal produceres.  

Apple-elbil 

Apple kan sagtens være en af de nye bilproducenter. For nylig har de da også lanceret Steve Jobs’ sidste idé – det såkaldte iTv. Altså et Apple-fjernsyn. På den måde erobrer de nye produktområder, hvilket de også gjorde, da de indtog telefonmarkedet med iPhone. 

»Det er oplagt for firmaer, der har en strategi om at levere noget design og lækre produkter, som Apple jo har – så man kan sagtens forestille sig, at Apple vil synes, det er sjovt at lave elbiler,« forklarer Preben Mejer.  

Ikea vil ikke være med

Ikea er dog ikke umiddelbart interesseret i konceptet.

»Elbilmarkedet ligger ikke lige for døren for os. Vi har jo fokus på smuk og funktionel indretning i hjemmet, så hellere lade dem, der ved mest om biler producere dem,« lyder det fra Lena Gaarde, PR og kommunikation manager hos Ikea Danmark.  

Til gengæld påpeger Lena Gaarde, at Ikea har stort fokus på bæredygtige produkter og miljøvenlig produktion, og derfor passer de små elbiler egentlig ganske godt til Ikeas profil.