Drop bilen dagen efter julefrokosten

Formiddagen efter en lang og våd julefrokost kan godt kalde på en burger eller sodavand på den lokale grillbar. Hvis du overvejer at tage bilen for at få fat i nogle af disse lækkerier, skal du ifølge Rådet for Sikker Trafik tænke dig om en ekstra gang.

Mange er fornuftige nok til at droppe de fire hjul dagen derpå, men en del er ikke klar over, at man stadig kan have promiller i blodet og hopper derfor alligevel i bilen. Men selvom alkoholrusen ummidelbart kan føles over, kan det være livsfarligt.

Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik, opfordrer de kommende julefrokostgængere til at genoverveje bilturen dagen derpå.

”Mange bliver overrasket over, at man faktsik sagtens kan have høje promiller i blodet, hvis man har fået meget at drikke til en fest”, siger hun.

Dræb myterne

Hvis man vil ud at køre bil dagen efter en aften med drinks og shots, tror mange man bare kan drikke en stor kop kaffe og være klar. Dette er dog en myte, fortæller Karina Petersen.

”Der er mange myter derude, om hvordan vi bliver hurtigere æddru, men man kan faktisk ikke gøre andet end at vente. Det er umuligt at fremskynde forbrændingen af alkohol”, fortæller hun.